Summertime

Dette har nok været den hidtil bedste sommer, i hele mit liv. Jeg har haft gode somre og afslappende somre, dog for mange af disse, så det har været rart for en gangs skyld næsten at have for lidt tid denne sommer. Det har virkelig bare været en ubeskriveligt fantastisk og lettere travl sommer.

Selve sommeren startede ud med, at få en kæreste - og en god en af slagsen. Derefter var der Ungdomshusets DIY festival, som der allerede eksisterer et indlæg om.

Men selve sommerferien startede ud med en tur til Jylland og for, at det ikke skal være helt løgn, så var det min jomfrutur til Jylland. Jeg tog afsted søndag d. 26. juni med et lift via Gomore til Aalborg for at besøge min kæreste, Peter. Derfra er der godt nok ikke så mange billeder igen, andet end af denne ekstremt søde og kælne kat som konstant kom ind i Peters mors baghave.

Udover det tog vi på 1000fryd om mandagen, eftersom der var en koncert i anledningen af, at nu gik de på sommerferie. da havde Peter sagt, at jeg skulle have en såkaldt "Aalborg hilsen" som går ud på, at "du går kold når du kommer til Aalborg" som sunget i denne sang. Sig sætningen mere jysk dialekt, da vil det rime. Dog gik jeg ikke kold, men jeg blev så stiv, at jeg ikke bemærkede om musikken til koncerten far god eller dårlig. Jeg ved den var god, men jeg bemærkede det ikke og det væreste var, at det var Defiance der spillede, med jeg lagde ikke mærke til en skid. Men jeg havde det fedt! Resten af tiden i Aalborg lavede vi faktisk ikke det helt store igen. Vi slappede af, chilkkede med nogle af Peters venner og var hjemme hos hans far og d. 5. juli tog vi hjem til mig igen.

D. 9. juli tog Peter og jeg til Berlin med Martin, Nicklas, Theis og Stine og om mandagen, mødtes vi med Amber fra England. Vi fik slet ikke nået alt det vi skulle, trods vi havde hele ti dage dernede, dog var det en helt fantastisk tur. Vi fik snakket godt med flere tyske punkere, stødte på danske turister, tjente penge på, at andre turister tog billeder af os (business punk, yeah!!!!), shoppet patches og hårfarve (og Theis fik lige shoppet yderligere - en bordeaux harrington, to par nye Doc Martins og to par brugte Doc Martens). Vi fik været en masse i Kreuzberg - det ene og det andet sted. På OranienStraße for shopping og indisk mad og Köpi for hygge og vildt god Dürüm döner til ingen penge. En enkelt aften blev vi alle hjemme for at hygge og se film, en anden aften var det kun Peter og mig der blev hjemme. De andre tog til koncert, vi skulle have været med, men det øsede ned, det det følte vi ikke for. I stedet blev vi hjemme, så film, drak Monster Energy og havde stride strømme af sex. Da klokken var omkring 03:00-03:30 var de andre stadig ikke kommet hjem, så Peter ringede til Martin hvor samtalen gik således: "Hej, hvornår kommer I hjem?" "Ja, vi ved ikke hvor vi er, men jeg tror vi tager en taxa!" "Okay, men hvordan har I det?" "Jamen vi ved ikke hvor vi er," "Men hvord-" "(Nicklas råber i baggrunden) JEG ER BLEVET TRUET PÅ LIVET!" "Ja, Nicklas er blevet truet på livet... nå. Farvel!". Vi fik ikke meget ud af den samtale, men jeg nåede at falde i søvn før de kom hjem og jeg skal da ellers lige love for, at de larmede da de kom hjem og ikke nok med de, havde de i hvert fald mindst 15 Mercedesmærker hver. Giver det ikke et billede af hvor god turen var, gør følgende billeder nok - og gør de ikke er der intet der gør. Dette er kun 200 billeder ud a 561. Berlin albummerne er også gjort synlige for alle på min facebookprofil.

Vi kom hjem d. 19., men Peter og jeg tog afsted til Tyskland igen d. 28., til en punk festival mellem Klingendorf og Kavelstord nær Rostock, kaldet Force Attack. Det var på samme tid den mest nederen og mest fede oplevelse hidtil.

Nederen fordi: dagen vi tog afsted fik jeg min menstruation, jeg havde glemt bind, vi ankom for sent til Rostock til, at vi kunne nå at købe nogle og der var ingen supermarkeder i nærheden af festivallen, så vi kunne ikke købe nogle heller. Udover det øsede det ned da vi ankom og skulle slå telt op.

Fedt fordi: det var min første rigtige festival nogensinde, der var nogle fede mennesker, nogle fede bands, vi fik shoppet en masse t-shirts og patches, vi scorede en masse gratis øl pga. der var et enkelt dansk band der spillede, kaldet The Movement (nogle rigtig flinke fyre) og ellers pant på krusene og så var der umådelige mængder papir i madboderne, som jeg kunne bruge som bind.

Men ja, da vi ankom (sent) regnede det og der gik ikke langtid før vi gik i seng, efter vi havde slået teltet op.

Selve festivallens første dag regnede det også rigtig meget og jeg syntes alt var ganske uretfærdigt fordi jeg havde min menstruation. I den anledning havde Peter chancen til at være det skønneste menneske jeg kender, da jeg stod i mudder til knæene, iklædt en blå plastikpose som regnfrakke, havde daggammelt makeup på, regnen fuldstændigt havde ødelagt mine hanekamme og ellers bare så træt og trist ud - da kiggede han bare på mig og sagde: "Hvor er du flot!". Jeg kan ikke sige om det lidt var for sjov sagt, men det var stadig det sødeste. Der var ikke rigtigt nogle bands der spillede den dag vi kendte, så vi hørte bare nogen af dem der spillede og gik og kiggede på ting og sager.

Andendagen var vejret langt bedre, solen tittede endda frem nu og da og der var meget få, små, korte byger. I den anledning tillod vi os at kreere en tørresnor hvorpå vi kunne hænge vores småvåde tøj. Senere spillede Subhumans, Total Chaos og The Casualties af dem vi kendte, meget andet skete der ikke den dag, andet end at den blot var god med fantastisk god musik.

Tredje- og sidstedagen var det godt vejr hele dagen og solen skinnede en hel del. Peter og jeg fik været inde i Kavelstorf downtown (en kirke, en hyggelig kro og en bank!!) for at hæve penge til shopping og mad. Vi tillod os også lige at gå på toilettet på kroen hvor vi også kunne få vasket hænder og aldrig har jeg nydt at vaske hænde, som jeg gjorde der. Da vi kom tilbage shoppede vi igennem og chillede rundt og senere den dag spillede The Restarts - det band vi bare havde ventet på. Koncerten var ubeskriveligt fed og det lød ligesom fra en cd o.l.. Peter og jeg stod i hvert fald en halv time efter koncerten og råbte "does your mother know" eftersom de har lavet et cover af denne. Og vi ville så gerne have dem til at spille den eftersom det bare er "vores sang". Det gjorde de ikke, så vi råbte og spurgte om vi ikke måtte få deres banner. Det måtte vi ikke, men vi gik ikke tomhændede derfra; vi fik deres playliste, så det var også ganske fint, selvom deres banner havde være federe.

Det var så den aften The Movement stak øl i hovedet på os - konstant og der var ingen danskere der gik tilbage til vores dansker-camp ædru den aften, så det var nok den bedste dag på hele festivallen.

Dagen hvor alle tog hjem tillod vi os blive som nogen af de sidste. Vi fik tiden til at gå med at spise spaghetti i tomatsovs på dåse og brænde telte af og en enkelt sofe nogen havde haft med. Senere tog vi afsted til Kavelstorf for at tage den bus vi havde set kørte der - lige indtil vi fik at vide der ikke kørte en bus derfra til Rostock. Så vi gik ned til toget - indtil vi fik at vide, at toget kun kørte til Berlin. Så fik vi så at vide af en flink politimand, at der kørte en bus oppe fra broen af, over stationen. 

Der sad vi så og ventede i godt og vel en halv time før vores bus gik og var begyndte at have en ret stram "tidsplan", for vi skulle nå vores bus tilbage til København 18:30.

Da vi ankom til Rostock Banegård gik vi hen i informationen for at få at vide hvordan vi kom ud til havnen, hvor vi skulle samles op. Dette er nok den kedeligste del af historien, men vi kom derhen til tiden og kom glade, trætte og stinkende tilbage til København med en ramme sodavand.

D. 5. august tog Peter så hjem til Jylland igen

og jeg savner ham sådan.

- men så er det godt jeg skal

hjem til ham på torsdag!