Tuesday 31 May 2011

Teenagere med en blog.

Teenagere med en blog. Teenagers med blogs. Teenagere. Blogs.
Som jeg netop skimtede igennem mit forrige indlæg, som handler om hvor vidt jeg ikke kan holde andre folks forventninger ud længere, fik det mig til at tænke: er det ikke det, alle blogs af teenagere handler om? Unger det brokker sig over ditten og datten. Unge der skriver nyttesløse indlæg, præcis ligesom dette. Jeg brokker mig over dem, indtil jeg finder ud af, at jeg ikke er meget anderledes. Jeg brokkede mig i mit tidligere, nyttesløse indlæg og atter en gang brokker jeg mig i et nyttesløst indlæg. Personligt tror jeg ikke jeg ville finde det interessant i en andens blog, men nogle ting skal man vel bare ud med? Ak ja, ak ja. Bloggen er blevet som en offentlig dagbog - vi skriver frit om alle vores store hemmeligheder og problemer, lige fra når vi har fået klamydia af jeg-kan-ikke-huske-hans-navn til "lægen diagnoserede mig: ADHD! Sejt...". Der er ikke længere noget privatliv, vi er ikke længere bange for hvem der ved hvad om os, vi kan ikke længere fnise med veninderne over en hemmelighed, for uanset hvad det er, kan det findes i en blog et eller andet sted.
Jeg ved der er mange der har det ligeledes, men ikke har fattet, at de selv er en af dem der whiner i deres blog og bruger den til lidt for private ting og sager.
Ak ja... Modeblogs. Madblogs. Fotoblogs. Medlidenhedsblogs.
Så sandt, så sandt. Det er ikke andet end medlidenhedsblogs. Du skriver om hvor vidt du har det dårligt, om hvor vidt du overvejer selvmord, om hvor vidt du hader din mor, om hvor vidt du hader alt. Alt imens man sidder som læser og får ondt dybt ind i hjertet, velvidende om, at man ikke kan gøre en skid for at hjælpe, hvilket gør at man bare får mere ondt, ja, man kan nærmest kalde det skyldfølelse. Skyldfølelse fordi man ikke stoppede dig i, at hænge dig selv i dine forældres soveværelse, fordi det var det eneste rum der havde en lille krog i loftet, som ikke ville kunne bære dig hvis ikke det var fordi du havde anoreksi.

Det er private sager, det der. Ting som disse rager ingen som du ikke stoler på. Og du kan ikke komme her og fortælle mig, at du stoler på alle mennesker som har en internetforbindelse (hvilket forresten er pænt mange). Tænk dig om, min fine ven. Tænk dig om, før du lader dine ord slippe løs på tastaturet og lige ind i en andens hjerte.

Tuesday 10 May 2011

Ud med det.

Det hele rager mig alligevel en skid.
Jeg sidder lige nu og burde lave min synopsis. Jeg har aldrig været i dårligere tid. Jeg har fået til imorgen til at aflevere den, for den var nemlig til i dag, men alligevel har jeg brugt dagen på... ja, det ved jeg faktisk ikke. Jeg har sløset dagen væk, ellers som jeg har fået foræret en chance for at rette op på mine mangler, men det er så typisk mig, at udsætte det hele. Jeg magter bare ikke skole og afgangsprøver og karaktere og fiaskoer, så nu og da overvejer jeg rent ud sagt at skide på det hele, lade være med at lave noget og så se hvad skæbnen bringer mig her i livet. Men jeg ved bare, at jeg kommer til, at fortryde det. Det er helt hundrede. Jeg tror bare at problemet er, at jeg ikke tror nok på mig selv - hvis jeg da overhovedet tror på mig selv. Jeg har utallige gange fået at vide, at nu skal jeg tage mig sammen, men sagen er den, at jeg gør hvad jeg kan, men det er kan er bare ikke godt nok, og der er ingen der kan nøjes med det næstbedste.

Det kunne være sjovt bare at rejse et eller andet sted hen, og så aldrig komme tilbage, ikke også? Så bare lukke øjnene og pege, og når du så åbner øjnene igen, har du fundet det sted du skal bo. Ikke nødvendigvis resten af dit liv, men blot for en stund. Lige indtil folk lærer, at det næstbedste også kan gå an.

I kender vel godt den lille quote med, at du er din egen lykkes smed, ikke sandt? Men det kan nu og da gå hen og være noget bullshit, for du kan sagtens give resten af verdenen fingeren og stadig få serveret alt på et sølvfad - måske endda et guldfad. Jeg har ingen anelse om, hvordan det hænger sammen, og det er ikke fair på nogen som helst måde, men jeg føler, at jeg sidder og spilder mit liv i skolen, så burde jeg ikke have lov til for en gangs skyld at give fingeren til jer alle sammen men samtidigt have et luksusliv?
- Et luksusliv i den forstand af, at jeg kan gøre hvad jeg vil uden yderligere økonomiske problemer, eller problemer med hvem som helst ellers. For udover det har jeg jo et perfekt liv, jeg elsker mit liv. Jeg er blot skoletræt. Det er bare det. Skoletræt... og følelsen af, at være en fiasko.

Åh gud... whining på høj plan.
Jeg må hellere lave den synopsis færdig.