Og jeg kom hjem fra en skøn tur i Jylland igår aftes, og det var så dejligt at være der, og det var så vidunderligt at se Peter igen, og jeg føler mig bare som en nyforelsket hver gang jeg ser ham efter nogen tid uden ham, og jeg føler mig af en grund bare så hjemme og så tryg i Jylland, og jeg glæder mig hver gang jeg skal dertil, og jeg er mindre bange for at gå rundt i gaderne der end i København selvom chancerne for overfald mod en som mig nok lige er den anelse større der, i hvert fald i Aalborg hvor jeg ellers så godt kan lide at holde mig til, når nu vi skal ses med Peters venner eller forældre, og jeg vil vente med selve ferie-indlægget til lidt senere i ugen, for klokken er mange og jeg skal snart i seng, men jeg ville bare lige skrive de tanker jeg havde, for jeg hører Pink Floyd this very moment, og dette indlæg vil bare være tankespind og spild af plads og så ikke alligevel, for jeg vil have det til at handle om Peter og da også bare en anelse om hvad vi lavede, men også bare om hvad vi laver generelt, og hvis jeg sagde alt det her ville det være som, at jeg snakkede som et vandfald, for de eneste former for afbrydelser der hidtil har været, har kun været den kvarte sekunds korte pause der er ved et komma. Men der var et punktum.
Og jeg har egentlig bare lyst til at fylde min blog op til renden til der ikke er mere plads på hele internettet med, hvor sød og dejlig og smuk og lækker og fantastisk og vidunderlig og perfekt Peter er og hvor meget jeg bare holder af den dreng og hvor svært det er, at lade være med at sige de dersens tre gyldne ord, "jeg elsker dig".
Før jeg mødte Peter indså jeg hvor meget de ord betyder, eller bare ordet, betydningen "at elske" itself. For det bliver i allerhøjeste grad misbrugt på det groveste og det indså jeg så men tænkte egentlig ikke videre over det før det begyndte at blive seriøst mellem Peter og mig. Jeg fandt ligesom ret hurtigt ud af, at han ret meget er en såkaldt "keeper". Jeg vil beholde ham til verdenens ende, som ikke er i 2012 men om en millionmilliard år og til den tid vil jeg stadig være sammen med Peter som de genfærd vi vil være. Men han er jo så en "keeper", og han betyder allerede så meget for mig, men jeg elsker ham ikke, men det føles bare sådan. Men jeg har lært at skelne mellem forelskelse at dét at elske. Fordi jeg er så glad for ham og så forelsket i ham nu, vil jeg helst fortælle ham det når det ikke kan betyde mere. Hvem ved hvornår det bliver? Det kan være næste gang vi ses, om en måned, om et år, om to... jeg ved bare, at jeg glæder mig så umådeligt til den dag jeg kan fortælle ham det og mene det samtidigt. På en eller anden måde ville jeg ønske at denne forelskelse ville gå over så jeg bare kunne springe i armene på ham og sige "Du er manden i mit liv, jeg vil spendere resten af det med dig for du er den jeg elsker allermest på denne jord, i dette solsysten, i dette univers, overalt!", men det er jo også meget rart at være forelsket, jeg klager skam ikke på nogen som helst måde, jeg glæder mig bare til at sige det til ham på et tidspunkt. Han er godt nok det dejligste menneske jeg har mødt... han er alt hvad jeg har brug for og mere til! Han er nærmest for meget af det gode og noget af det jeg synes er mest utroligt er, at der ikke har været en eneste lille uoverensstemmelse. Der har været få misforståelser som har først til tårer men det varer bare aldrig mere end 30-60 minutter at vi kan holde det ud sådan. Så ligger vi igen i armene på hinanden. Der har bare ikke været et eneste lille skænderi eller diskutssion eller hvad man nu ellers vil. Vores forhold er sødere end alt sødt på jorden samlet et sted, og der snakker jeg både sukker, sødestoffer og nuttede ting og skabninger. Nej, vores forhold er stadig mindst dobbelt så sødt.
Åhh Peter... hvordan kan du dog bære dig ad med at være så... perfekt? Som sagt, er du bare alt jeg har ledt efter i mit ih og åh så lange liv (på hele sytten år, jeg ved det er insane!). Du er først og fremmest sød og dejlig som det som man altid siger. Du er fantastisk og vidunderlig og du er noget så betænksom og noget af en gentleman, hvilket jeg godt kan lide lidt af. Og du komplimenterer mig konstant. Og selvom det ikke virker som om jeg tager så godt imod den og nu og da siger dig imod, så har du formået at få det til at sidde bare en lille bitte, bitte, bitte smule fast som ellers ingen anden har. Jeg elsker, når du konstant fortæller mig hvor smuk du synes jeg er. Det er bare så... åhh. Du er bare så åhh! Og bare som en bonus er du også selv så smuk og helt igennem forfærdeligt lækker og sexet. Men smuk og du bestemt også, og du kan sige mig imod alt det du vil, men du er bare så... smuk. Du er bare smuk! Smuk som foråret, smuk som en "græsk gud", smuk som månen og som tanken om universet. Smuk som alle godhjertede menneskers indre. Smuk!
Du er bare drømmefyren!
Og dette indlæg bliver sikkert slettet på et eller andet tidspunkt, for jeg har tænkt mig at skrive et lignende... bare bedre. Og længere på grund af langt flere tillægsord og fortællinger om, hvordan jeg bare ikke kan undvære dig et sekund og om alle de ting der minder mig om dig og om at jeg bare har lyst til at tage kommende indlæg og lave en hjemmeside kun med dét, bare på alle sprog så alle mennesker i hele verdenen kan vide, at sådan er der altså et menneske der føler for et andet, for jeg har bare lyst til at fortælle alle det. Jeg har lyst til at stoppe en fremmed på gaden og begynde at snakke om os. Noglegange kunne jeg simpelthen græde af glæde bare ved tanken om, at du er min og at jeg er din.
No comments:
Post a Comment