Teenagere med en blog.

Teenagere med en blog. Teenagers med blogs. Teenagere. Blogs.

Som jeg netop skimtede igennem mit forrige indlæg, som handler om hvor vidt jeg ikke kan holde andre folks forventninger ud længere, fik det mig til at tænke: er det ikke det, alle blogs af teenagere handler om? Unger det brokker sig over ditten og datten. Unge der skriver nyttesløse indlæg, præcis ligesom dette. Jeg brokker mig over dem, indtil jeg finder ud af, at jeg ikke er meget anderledes. Jeg brokkede mig i mit tidligere, nyttesløse indlæg og atter en gang brokker jeg mig i et nyttesløst indlæg. Personligt tror jeg ikke jeg ville finde det interessant i en andens blog, men nogle ting skal man vel bare ud med? Ak ja, ak ja. Bloggen er blevet som en offentlig dagbog - vi skriver frit om alle vores store hemmeligheder og problemer, lige fra når vi har fået klamydia af jeg-kan-ikke-huske-hans-navn til "lægen diagnoserede mig: ADHD! Sejt...". Der er ikke længere noget privatliv, vi er ikke længere bange for hvem der ved hvad om os, vi kan ikke længere fnise med veninderne over en hemmelighed, for uanset hvad det er, kan det findes i en blog et eller andet sted.

Jeg ved der er mange der har det ligeledes, men ikke har fattet, at de selv er en af dem der whiner i deres blog og bruger den til lidt for private ting og sager.

Ak ja... Modeblogs. Madblogs. Fotoblogs. Medlidenhedsblogs.

Så sandt, så sandt. Det er ikke andet end medlidenhedsblogs. Du skriver om hvor vidt du har det dårligt, om hvor vidt du overvejer selvmord, om hvor vidt du hader din mor, om hvor vidt du hader alt. Alt imens man sidder som læser og får ondt dybt ind i hjertet, velvidende om, at man ikke kan gøre en skid for at hjælpe, hvilket gør at man bare får mere ondt, ja, man kan nærmest kalde det skyldfølelse. Skyldfølelse fordi man ikke stoppede dig i, at hænge dig selv i dine forældres soveværelse, fordi det var det eneste rum der havde en lille krog i loftet, som ikke ville kunne bære dig hvis ikke det var fordi du havde anoreksi.

Det er private sager, det der. Ting som disse rager ingen som du ikke stoler på. Og du kan ikke komme her og fortælle mig, at du stoler på alle mennesker som har en internetforbindelse (hvilket forresten er pænt mange). Tænk dig om, min fine ven. Tænk dig om, før du lader dine ord slippe løs på tastaturet og lige ind i en andens hjerte.