Piss off... og så ikke alligevel.

Trods jeg var i så dårligt humør over ikke at kunne tage til Jylland, var det en ganske vidunderlig weekend, spenderet med Peter, en masse venner, tiende klasses klassekammerater, en enkelt ny ven, en masse gamle eks-punkere og lidt mere Peter.

Om fredagen var Peter og jeg inviteret med på Floss med Katja, Alex, Emilie, Emily, Nicki, Kira, Kristoffer, Amanda og ikke mindst Amandas nye fyr Myke, helt ovre fra Portland i USA. Delvist for at hilse på Myke, delvist for at fejre, at Alex var færdig med sin uddannelse. Det endte godt nok med at vi gik over og drak og hyggede på Gammeltorv i stedet for på Floss, da der var for mange mennesker, for varmt og på et tidspunkt gik der en sikring nedenunder hvor vi sad og i det der blev mørkt, blev der kastet et shotglas over på Emilie. Det var godt nok ikke så voldsomt, men alligevel.

Lørdag var der "perlebryllup" ude på staden - et arrangement for alle de gamle, danske punkere der endnu ikke var døde - just kidding. Og dog, stadig lidt á la det.

Der blev spillet noget henrivende musik - heriblandt War Of Destruction som Peter og jeg allerede havde set for to uger siden på 1000Fryd i Aalborg. - Og ikke nok med det, var der heldigvis også en masse af vores unge venner, bl.a. en del af helsingoranerne. Udover det var der også en anden koncert på staden den aften, så der mødte jeg nogen af mine klassekammerater fra tiende.

Det var satme en god aften.

Idag, søndag, stod den selvfølgelig på en masse putning inden Peter skulle hjem (ak og ve). Vi vågnede lidt i 11 hvor jeg godt nok stadig var lidt mut over gårsdagens (eller nattens) loven om guld og grønne skove (I ved vel hvad jeg mener), hvorefter han gik kold. I sengekanten. Og var ikke til at vække - ikke engang da jeg stak en sandwich lige i hovedet på ham. Næhh nej. Men han var ganske vist ked af det morgenen efter og undskyldte en del gange. Alt var tilgivet og vi lå ellers og puttede videre, bestilte lidt pizza, puttede mere og før vi vidste af det, skulle jeg følge ham ned på Valby station hvor han skulle have toget til Glostrup for at have et lift tilbage til Jylland.

Og hver gang en af os tager afsted igen, gør det bare så ondt. Jeg er stadis så nyforelsket, at jeg savner ham bare jeg vender mig om. Og i løbet af denne uge vi træder ind i, er det ikke en gang fordi jeg bare kan skrive "Jeg savner dig skat :( Hvornår ses vi igen? <3", for han tager et lille smut til Sardinien i en uges tid med sit opholdssted. Jeg synes det er nok med ikke at se ham i en uge, men ikke at kunne komme i kontakt med ham når jeg vil? Ak, det er hjerteskærende, jeg ved det. Jeg har det så hårdt (ha ha). Men han siger at han vil ringe når nu han kan. Han ringer i hvert fald imorgen aften, har han sagt. Og jeg glæder mig sådan til at høre hans stemme igen. Og jeg glæder mig sådan til at se ham igen, at dufte til ham, at føle ham, at mærke ham helt ind til mig... jeg glæder mig over ham. Jamen altså... han er da godt nok noget af det bedste der nogensinde er sket for mig, det kommer vi ikke udenom.

(Der skulle stå Peter Alexander og så hans efternavn, men af en
grund kunne den ikke have lange navne på simkortet)