Friday, 24 June 2011

Alles!

Ak ja, jeg skulle jo have været sammen med Stine i dag, men da hun kom i tanker om, at det jo var Skt. Hans, så have hun andre planer, andre traditioner. Helt i orden, trods det bare blev endnu en dag uden nogle aktiviteter - lige indtil klokken 19:47 hvor min bedste veninde (helt siden børnehaveklassen) Cecilie ringede og spurgte om jeg ikke kom ind i Frederiksberg Have, hvor hun sag sammen med sin kæreste Sebastian, Thomas og nogen fra vores gamle klasse - lige akkurat de tøser jeg havde det bedst med. Da hun ringede havde jeg hverken tøj eller makeup på, men formåede at være ude af døren 19:58 - det synes jeg selv er ret godt gået. Så jeg sad derinde og havde det hyggeligt i fire timers tid, og fulgtes da med Thomas op til bussen da vagterne bad os gå. Det var godt nok rart at have noget at lave i dag, nu hvor jeg ikke kunne se min Stine.

Men dette skulle blandt andet handle om hvad jeg ellers går og laver?
Ja, i mellemtiden hvor det at skrive ikke er det jeg har brugt allermest tid på, så er der sket nogle småting. Intet stort, intet alvorlig, jeg har blot oplevet en smule og haft det fedt.
Den 24. april var jeg inde og se The Exploited på The Rock, og det har nok været en af de fedeste koncerter jeg har været til hidtil. Sham 69 var også pissefedt, men der var bare ikke den samme stemning da det lå forholdsvis tidligt en onsdag aften. Men stemningen til The Exploited var så ekstrem og overgearet, vel fordi det netop var The Exploited. Jeg stod helt oppe foran og blev skubbet og mast, og aldrig har jeg i mit liv svedt så meget hvor jeg ikke rigtigt selv har været skyld i det, men fordi vi stod så tæt mast op ad hinanden. Og som ses på billedet var jeg den første der blev hevet med op på scenen for at synge med på Sex & Violence - og jeg husker det som var det igår, da Irish Rob rakte hånden ud efter mig og spurgte mig om jeg ville med op og synge. Normalt er jeg noget så genert og bange for at gøre mig selv til grin, men jeg var så overvældet af den stemning der var, at jeg bare var fuldkommen ligeglad. Det var et eller andet sted rigtig rart.

Dernæst var jeg til det hidtil fedeste event - DIY punk festival. Tre dage med fed musik, fabelagtig underholdning, Fritz kola, Hancock's Sportcola og Dortheavej der var fyldt med venner, bekendte, fremmede og folk fra helt andre lande. Det var bare ubeskriveligt svedigt! Den bedste underholdning må da godt nok så have været Bikewars - en kamp mellem yderst kreative cykelmekanikere. Man bygger sin egen cykel ud af hvad fanden man nu kan finde af sjov og ballade, og så sætter man det hele samme og voilá - en monstercykel. Det var i hvert fald noget af en cykel mine venner havde fået lavet og de fik deres velfortjente sejr.
Men disse såkaldte cykler bliver kørt ind på banen med føre og krigere på, og så gælder det ellers bare om at få smadret de andres monstrummer før de får ødelagt din - og kan du stadig cykle på dit køretøj, så er du stadig med i kampen. - Så svedigt! Personligt ville jeg bare have ønsket, at de andre havde været ligeså gode til at lave cykler som mine venner der, da der ikke gik mange minutter før de vandt. Der var selv en der havde lavet en cykel med fire forhjul som der endda kunne blive sat ild til, altså det var meningen. Alligevel kunne den ikke hamle op med Kristoffers cykelmekaniker skills og Alex' syge, syge idéer.
De fejrede sågar sejren ved at drikke Faxe Kondi af deres badminton-trofæ.
 Resten af den dag nød jeg at tage et par billeder af min kæreste og mine venner - ikke det store, jeg kan bare godt lide at tage billeder og har fået en eller andet ting med godt at kunne lide at tage close-ups. Og jeg ser ud til som regel at klare det ret godt med de close-up fotoer.
Men jeg vil stoppe inden dette indlæg bliver for langt og for uoverskueligt. Jeg ville fortælle om alt, men dette bare i bund og grund alt jeg ville fortælle om - jeg ville også få historien med min kæreste og mig med, da vi egentlig hookede op til The Exploited koncerten, men det ville simpelthen blive for langt. Men jeg er spændt på at skrive den ned i forlænget version. Ikke at der er noget helt specielt over den - for jer, for mig er den jo ganske specielt - men jeg synes bare at den er så ufatteligt sød, et eller andet sted.
Men jeg smutter på sommerferie - imorgen er der dimission, dimissionsmiddag og koncert, lørdag skal jeg hjem til min kære fader og på søndag smutter jeg hjem til min kæreste i Aalborg. Jeg kommer hjem igen den 5., dog hvor han er med, og den 9. smutter vi i samlet flok til Berlin - mig, Peter, Theis, Martin, Stine og Victor. Ikke at der ikke bliver tid til at sidde med computeren, men det vil højst sandsynligt lige være for at tjekke facebook. Jeg har det bedst med at skrive blog når jeg er alene, så det bliver spændende at se hvornår jeg skriver igen. Men jeg vil vende stærkt tilbage med en autentisk kærlighedshistorie + billeder, et Berlin-galleri og sikkert en masse andet guf. God sommerferie.

So, so long.

Thursday, 23 June 2011

Jeg vil så gerne skrive et indlæg. Jeg vil så gerne skrive nogle flere indlæg. Problemet er bare, at jeg ikke ved hvad jeg skal skrive om. Hvad skal jeg skrive om? Jeg har ikke den fjerneste anelse, men jeg vil så gerne. Et andet problem er, at jeg godt kan lide når jeg rent faktisk har noget at skrive om, at det ikke bare bliver et random indlæg; ligesom dette. Et indlæg der i bund og grund ikke handler om noget særligt og indlæg der ikke indeholder noget særligt, syntes for mit vedkommende altid at handle om noget man gerne vil, eller hvad man laver for tiden... - agtigt. Et eller andet sted hader jeg sådan nogle indlæg, men et andet sted kan jeg også meget godt lide dem. Et gennemsnitsindlæg skrevet af en gennemsnitsperson med et gennemsnitsliv. Personen er ikke bedre end jeg, og jeg er ikke bedre end personen; det er tydeligt for alle. Så skulle jeg også kaste mig ud i, at bruge min blog således? - måske sågar med et par billeder, for at vise hvad der sker, så I (der nu bruger jeres tid på at læse dette - tak, forresten) kan skabe det præcise billede af situationen?
Det var godt nok sådan jeg brugte min gamle blog, den jeg havde inde på SKUM (DRs community for unge over femten år), inden den side blev lukket. Det var min "ligegyldige blog", den jeg smed alt mellem himmel og jord i - men dog ikke mere end ét enkelt indlæg om dagen, da det ikke var organiseret på den måde som blogger er. Misforstå mig ikke, jeg er ikke perfektionist, men jeg kan bare godt lide når noget som en blog er velorganiseret. Men tilbage til det hele, det var altså den blog jeg brugte til alt; småpersonlige ting (stadigvæk ikke for personlige), billeder jeg fandt ganske tilfældigt, samtaler mellem mig og en ven jeg lige synes var lidt for sej, alt. Men af en eller anden grund har jeg syntes at blogger ikke skulle bruges således. Af en eller anden grund, spørg mig ikke. Men jeg vil prøve at starte, bare for at få skrevet noget mere - nu kan jeg jo godt lide at skrive, og stimulerer jeg denne evne kan det være, at jeg en dag skriver en amatør-novelle og smider den ind her. Who knows?
Men imorgen vil jeg skrive et indlæg om alt! Og jeg vil samtidigt smide lidt blandede billeder ind (selvfølgelig uden det bliver for rodet). Jeg vil skrive om de forskellige koncerter jeg har været til, hvordan jeg har det, og eftersom jeg skal være sammen med min dejlige, søde, vidunderlige Stine (Melankolia.Blogspot) imorgen, vil indlægget også indeholde en del af hvor hyggeligt vi sikkert har haft det sammen, for ved I hvad? - Hun er sgu meget sød!



P.S. Underhold mig: Kaast @ formspring

Tuesday, 31 May 2011

Teenagere med en blog.

Teenagere med en blog. Teenagers med blogs. Teenagere. Blogs.
Som jeg netop skimtede igennem mit forrige indlæg, som handler om hvor vidt jeg ikke kan holde andre folks forventninger ud længere, fik det mig til at tænke: er det ikke det, alle blogs af teenagere handler om? Unger det brokker sig over ditten og datten. Unge der skriver nyttesløse indlæg, præcis ligesom dette. Jeg brokker mig over dem, indtil jeg finder ud af, at jeg ikke er meget anderledes. Jeg brokkede mig i mit tidligere, nyttesløse indlæg og atter en gang brokker jeg mig i et nyttesløst indlæg. Personligt tror jeg ikke jeg ville finde det interessant i en andens blog, men nogle ting skal man vel bare ud med? Ak ja, ak ja. Bloggen er blevet som en offentlig dagbog - vi skriver frit om alle vores store hemmeligheder og problemer, lige fra når vi har fået klamydia af jeg-kan-ikke-huske-hans-navn til "lægen diagnoserede mig: ADHD! Sejt...". Der er ikke længere noget privatliv, vi er ikke længere bange for hvem der ved hvad om os, vi kan ikke længere fnise med veninderne over en hemmelighed, for uanset hvad det er, kan det findes i en blog et eller andet sted.
Jeg ved der er mange der har det ligeledes, men ikke har fattet, at de selv er en af dem der whiner i deres blog og bruger den til lidt for private ting og sager.
Ak ja... Modeblogs. Madblogs. Fotoblogs. Medlidenhedsblogs.
Så sandt, så sandt. Det er ikke andet end medlidenhedsblogs. Du skriver om hvor vidt du har det dårligt, om hvor vidt du overvejer selvmord, om hvor vidt du hader din mor, om hvor vidt du hader alt. Alt imens man sidder som læser og får ondt dybt ind i hjertet, velvidende om, at man ikke kan gøre en skid for at hjælpe, hvilket gør at man bare får mere ondt, ja, man kan nærmest kalde det skyldfølelse. Skyldfølelse fordi man ikke stoppede dig i, at hænge dig selv i dine forældres soveværelse, fordi det var det eneste rum der havde en lille krog i loftet, som ikke ville kunne bære dig hvis ikke det var fordi du havde anoreksi.

Det er private sager, det der. Ting som disse rager ingen som du ikke stoler på. Og du kan ikke komme her og fortælle mig, at du stoler på alle mennesker som har en internetforbindelse (hvilket forresten er pænt mange). Tænk dig om, min fine ven. Tænk dig om, før du lader dine ord slippe løs på tastaturet og lige ind i en andens hjerte.

Tuesday, 10 May 2011

Ud med det.

Det hele rager mig alligevel en skid.
Jeg sidder lige nu og burde lave min synopsis. Jeg har aldrig været i dårligere tid. Jeg har fået til imorgen til at aflevere den, for den var nemlig til i dag, men alligevel har jeg brugt dagen på... ja, det ved jeg faktisk ikke. Jeg har sløset dagen væk, ellers som jeg har fået foræret en chance for at rette op på mine mangler, men det er så typisk mig, at udsætte det hele. Jeg magter bare ikke skole og afgangsprøver og karaktere og fiaskoer, så nu og da overvejer jeg rent ud sagt at skide på det hele, lade være med at lave noget og så se hvad skæbnen bringer mig her i livet. Men jeg ved bare, at jeg kommer til, at fortryde det. Det er helt hundrede. Jeg tror bare at problemet er, at jeg ikke tror nok på mig selv - hvis jeg da overhovedet tror på mig selv. Jeg har utallige gange fået at vide, at nu skal jeg tage mig sammen, men sagen er den, at jeg gør hvad jeg kan, men det er kan er bare ikke godt nok, og der er ingen der kan nøjes med det næstbedste.

Det kunne være sjovt bare at rejse et eller andet sted hen, og så aldrig komme tilbage, ikke også? Så bare lukke øjnene og pege, og når du så åbner øjnene igen, har du fundet det sted du skal bo. Ikke nødvendigvis resten af dit liv, men blot for en stund. Lige indtil folk lærer, at det næstbedste også kan gå an.

I kender vel godt den lille quote med, at du er din egen lykkes smed, ikke sandt? Men det kan nu og da gå hen og være noget bullshit, for du kan sagtens give resten af verdenen fingeren og stadig få serveret alt på et sølvfad - måske endda et guldfad. Jeg har ingen anelse om, hvordan det hænger sammen, og det er ikke fair på nogen som helst måde, men jeg føler, at jeg sidder og spilder mit liv i skolen, så burde jeg ikke have lov til for en gangs skyld at give fingeren til jer alle sammen men samtidigt have et luksusliv?
- Et luksusliv i den forstand af, at jeg kan gøre hvad jeg vil uden yderligere økonomiske problemer, eller problemer med hvem som helst ellers. For udover det har jeg jo et perfekt liv, jeg elsker mit liv. Jeg er blot skoletræt. Det er bare det. Skoletræt... og følelsen af, at være en fiasko.

Åh gud... whining på høj plan.
Jeg må hellere lave den synopsis færdig.

Thursday, 14 April 2011

R A I N B O W !
So... it's funny how I'm always a little bit late
with my posts, but anyways...
I got my hair done last Friday (8th April), so as
you can see, my hawks are dyed like a rainbow
and I also got them put up, 'cause we went to a
gig afterwards. Following pictures is what they
looked like after I slept with them up.

It took like an hour, or what so, to get all the
different dyes in my hair, where they got put up
in spikes. It looked like shit, but turned out rad.
We used "Directions" and it sat in for about 5-6
hours, or so, just so they wouldn't fade a lot after
one wash. - Doesn't really matter anyways,
since I rarely wash my hair, but still, right?
Yet I think it's too... I don't know. Colorful? It's
not like I don't like being rather colorful, but it's
too much in my opinion. Don't misunderstand me,
I love the colors and the whole rainbow-thing, but
it's just a bit too colorful for me. So when the
colors are out, I'm going with just a couple of
'em. Maybe some that doesn't fit at all. Like
blue and orange?